Stjernehimmel

Mine øjenlåg er ufatteligt tunge.

Julegaver skulle have været købt i dag, måske bare én eneste i det mindste. Og på trods af trav gennem butikker, måtte jeg tage opgivende og tomhændet hjem til Stine. Eller ikke helt tomhændet, jeg fik da købt nogle fjollede pakkespils-gaver ("Dig-out-a-dinosaur"-gravesæt og børnebog om størrelser på dyr) og nogle funky glowstick-briller til nytår!

Over broen hele vejen til Nørresundby, mine cykleskills er ikke hvad de har været. Æbleskiver og kakao, ja det var dejligt og hyggeligt. Også mindebogen kom på bordet, og det ruskede op i mere, end jeg troede.

Så skulle jeg hjem, og mørket havde lagt sig. Regnskyerne var flygtet og havde efterladt sig den smukkeste sortblå stjernehimmel bag sig. Månen skinnede klart, utroligt klart, og den lagde en mærkelig følelse over mig.

Jeg forstår ikke, det er et helt år siden, vi alle var sammen under den selv samme måne i den velkendte røde bygning. Jeg forstår ikke, hvor det her ubetydelige efterår blev af. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg er hér nu, når jeg så meget hellere ville være dér.

I bunden af min computer sidder min kemirapport og stirrer på mig, og jeg ved, at jeg burde give den opmærksomhed. Alligevel sidder jeg bare og blogger.