fredag den 17. juni 2011

Hovedrengøring

Gad vide om støvet ligger dejligt og behageligt dér ovenpå fjernsynet. Hvorfor skulle det ellers have valgt at lægge sig lige dér? Gad vide om støvet bliver vredt og irriteret når jeg børster det væk fra dets nøje udvalgte opholdssted. Mon det er derfor det hvirvler op i luften og angriber nyserefleksen i min næse? Det tror jeg. Hvorfor skulle det ellers være?
I dag har jeg konfronteret en hulens masse støv. Det har været noget af en kamp, størrelsen på støvhæren var bemærkelsesværdig - for pokker, hvor var der meget støv!
Men jeg var beredt. Jeg var bevæbnet! Med støvsuger, støvekost og sæbevand! Efter en lang og anstrengende kamp, måtte støvet give op og overgive sig. Det hvide flag blev viftet og nu stråler mit værelse som aldrig før! Hurra!

I morgen venter mig endnu et slag. Denne gang på større areal, nemlig hele resten af huset, men hæren er ikke nær så bemandet. Det klarer jeg snildt.I den evige kamp mellem støv og støvsuger, vil støvsugeren altid sejre!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar